828d1f643c982b574695101294030d9068bdb1933372a6946d5b8ebd45f721a5

Gratis udlevering af poser forbydes ved årsskiftet

I starten af 2020 blev der vedtaget en bekendtgørelse, der fra nytår forbyder udlevering af gratis poser i servicesektoren. Formålet er, at begrænse antallet af poser, som ofte ikke genbruges eller ender i naturen.

Så er det snart slut med de tynde plastikposer til pizzaæskerne, og gratis udlevering af en bærepose i butikkerne. Et bredt flertal i Folketinget vedtog i starten af 2020 et forbud mod udlevering af gratis poser.

Folketingets ændring af miljøbeskyttelsesloven træder i kraft fra 1. januar 2021, og medfører, at kunden mindst skal betale fire kroner, hvis de ønsker en pose – og det gælder både dem af plastik og andre materialer, så længe de har hank.

Samtidig forbydes anvendelsen af tynde plastikbæreposer (under 30 mikrometer), da de ofte ikke kan genanvendes. De helt tynde plastikposer (under 15 mikrometer), som benyttes til eksempelvis frugt og grønt, vil være undtaget af hensyn til bekæmpelse af madspild og fødevarehygiejne.

HORESTA har sendt en FAQ til godkendelse hos Miljøstyrelsens jurister. Så snart de er vendt tilbage, vil den blive delt i både nyhedsbrevet og på HORESTA.dk.