_hsp1639_hi

Spis grønt: CO2’en skal ned med nye officielle kostråd

De fleste ved det måske godt: Mindre sødt og mere grønt er godt for helbredet og livvidden. Men hvordan skal man spise for at passe bedre på klimaet?

For første gang nogensinde guider Danmarks officielle kostråd ikke blot danskerne til et sundere helbred, men også til en sundere klode.

De syv nye klimakostråd erstatter de 10 tidligere officielle kostråd, som er fra 2013.

De officielle kostråd – godt for sundhed og klima

  • Spis planterigt, varieret og ikke for meget 
  • Spis flere grøntsager og frugter 
  • Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk 
  • Spis mad med fuldkorn 
  • Vælg planteolier og magre mejeriprodukter 
  • Spis mindre af det søde, salte og fede 
  • Sluk tørsten i vand

Fødevareminister og klimaminister kalder koblingen oplagt

Danmarks nye officielle kostråd giver for første gang en retning for og opfordrer blandt andet danskerne til at spise flere bælgfrugter, mere grønt og mindre kød.

- De officielle kostråd har gennem årtier givet gode råd til, hvordan vi kan spise sundt, og det er oplagt, at de nu tager skridtet videre og hjælper de danskere, der samtidig gerne vil spise mere klimavenligt, godt på vej. Der er ingen løftede pegefingre, men en simpel vejledning der favner begge hensyn, for det er heldigvis sådan, at det, der er sundt for klimaet, typisk også er sundt for os, og derfor er det oplagt, at kostrådene tager klodens sundhed med i sine hensyn, siger fødevareminister Rasmus Prehn. 

Lidt kan gøre meget
I gennemsnit udleder danskerne godt otte kilo CO2 om dagen via drikke- og fødevarer. Det er samlet set cirka tre tons om året. Det kan ifølge DTU reduceres med op til 35 procent ved at skære ned på kødet og vælge klimavenlige fødevarer. 

Potentialet ved at justere i madvanerne er derfor store. Selv hvis mange lader sig inspirere en smule, kan man tale om en gevinst, der er til at tage og føle på.

- Der er rigtig meget at hente på den grønne konto ved at tænke klima ind i kosten. Det er vi heldigvis mange, der gerne vil, og derfor er jeg rigtig glad for, at alle interesserede nu får en hjælpende hånd med de nye kostråd. Det handler nødvendigvis ikke om at lægge sin kost fuldstændig om. Selv små ændringer for den enkelte kan gøre en stor forskel, hvis vi er mange, der gør det, siger klimaminister Dan Jørgensen. 

De nye officielle kostråd er en del af regeringens ambition om at reducere klimaaftrykket med 70 procent frem mod 2030 og vil fra den 7. januar køre som forbrugerkampagne flere steder. 

Fakta:

Danskerne udleder i gennemsnit ca. tre tons CO2 fra drikke- og fødevarer om året, det svarer til ca. otte kilo om dagen (Concito). 

Madvaner er afgørende for at reducere fødevaresektorens klimaaftryk (World Ressource Institute (WRI). 

Hovedparten af danskerne mener, det er vigtigt at bekæmpe klimaforandringer via det, vi spiser, og seks ud af ti vil gerne spise mere klimavenligt (Madkulturen). 

Behovet for vitaminer, mineraler og andre vigtige næringsstoffer dækkes i de nye kostråd. 

Se nyheden på hjemmesiden