mantogocoffee

Blog: Udfasningen af takeaway-emballage er ikke lige til

Forbud mod visse produkter hjælper ikke, hvis der ikke findes ordentlige alternativer, som også kan affaldshåndteres ordentligt, mener HORESTAs miljøchef, Mikal Holt Jensen.

Ambitionen fra regeringen er uden tvivl den rigtige, hvad angår mindre plastikemballage i restauranterhvervet og mere miljøvenlige takeaway-beholdere. Og branchen er klar. Virksomhederne investerer allerede i alternativer, så mængden af plastik kan nedbringes.

Men vejen til det politiske mål er asfalteret med paradokser.

Konkret har Folketinget fastsat et mål om 50 pct. reduktion af visse takeaway-emballager af plastik i 2026. Det er ikke specificeret, hvilke emballager der konkret er snak om, og hvis ikke målet nås, vil der politisk sættes ind med yderligere regulering af branchen.

Det store problem er dog, at der ikke er konsensus om, hvad de brugbare alternativer er, idet megen alternativ emballage er af dårlig kvalitet og ikke kan leve op til gældende krav vedrørende fødevarekontakt. Således trues erhvervet med en hammer, som synes uundgåelig, da løsningen på problemet ikke eksisterer på nuværende tidspunkt.

De mange modstridende holdninger til, hvad bæredygtig emballage egentlig er, skyldes blandt andet mulighederne for genbrug og genanvendelse. Regeringen har selv igangsat et arbejde med at øge viden på området, og før det foreligger, mener vi ikke, at det er retfærdigt over for virksomhederne, at de presses ud i en omlægningsproces, hvor gode intentioner i sidste ende kan vise sig ikke at opfylde resultaterne af regeringens kortlægningsarbejde.

Det er ikke første gang, at man fra politisk side sætter ambitionen før en rationel løsning, når det kommer til miljøspørgsmål. Fra 2020 tredoblede man afgiften på alt engangsservice i restauranterhvervet, som ramte de såkaldte mere miljøvenlige alternativer hårdere, da de er tungere, og afgiften blev pålagt ud fra vægt. Forbud mod visse produkter hjælper ikke, hvis der ikke findes ordentlige alternativer, som også kan affaldshåndteres ordentligt.

Fra erhvervets side deler vi regeringens ønske om en mere miljøvenlig takeaway-industri. Men det skal gøres både klogt, effektivt og på et oplyst grundlag. Vi mener ikke, at man kan igangsætte en ambition med en destination og et ankomsttidspunkt, hvis der ikke er en vej derhen. Der er brug for samarbejde om bæredygtige løsninger, som ikke er forbundet med trusler om yderligere regulering. Så hellere styrke det ellers gode samarbejde mellem alle parter, for viljen i erhvervet er i hvert fald til stede blandt restauranterne, og ønsket fra virksomhederne er i al beskedenhed at gøre det med den største positive effekt.

Indlægget har også været bragt i Politiken.