vegan_salat_1260x560

Første veganske produkt hos McDonald’s

McDonald’s har tidligere på året lanceret mættende måltidssalat med syltede gulerødder og spidskål. Det skal være nemt at spise grønt af hensyn til klimaet

Salaten føjer sig til listen over grønne og grove produkter, der er blevet flere og flere af de seneste år. Der er i forvejen tre vegetariske burgere, og marketingdirektør Marie Hürdum er stolt af, at kæden nu kan føje det første veganske produkt på menuen.

- Det er meget vigtigt for os, at alle danskere kan kigge på vores menukort og finde noget, der er attraktivt for dem. Vi er selvfølgelig meget opmærksomme på de strømninger i befolkningen – ikke mindst blandt de unge – hen imod alternativer til oksekød. Den vigtigste grund til, at danskerne besøger McDonald’s i stort tal er, at vores mad smager godt. Smagen er det vigtigste for os, og med denne salat har vi fundet den helt rigtige, balancerede smag - godt hjulpet af en lækker ramsløgsdressing. Det har også været vigtigt, at den er mættende, så den kan gøre det ud for et måltid, siger Marie Hürdum.

McDonald’s har samarbejdet med Dansk Vegetarisk Forening om salaten, og den er blandt andet mærket med det veganske mærke. Foreningen er glade for, at McDonald’s nu har et produkt på menuen der henvender sig til både vegetarer, fleksitarer og veganere.

- Det skal være nemt at spise grønt, hvis vi som samfund skal nå klimamålet. Derfor er vi glade for, at McDonald’s har udviklet en spændende vegansk salat, der kan få de grønne valgmuligheder ud til endnu flere borgere, siger Mie Nordly, erhvervschef i Dansk Vegetarisk Forening.