too-good-to-go-maerkat

Nyt madspilds-mærkat på over én milliard varer

I løbet af de kommende år vil emballagen på op mod en mia. fødevarer få integreret et nyt mærkat, som Too Good To Go har udviklet for at mindske madspild.

Too Good To Go lancerer et nyt madspilds-mærkat på over én milliard varer. Den nye mærkning opfordrer forbrugerne til at bruge sanserne og smage på fødevarer af ældre dato, før de beslutter, om de skal på tallerkenen eller bør kasseres.

Baggrunden er, at flere end halvdelen af de europæiske forbrugere er i tvivl om den nuværende datomærkning, og ifølge en pressemeddelelse fra Too Good To Go skaber det et alt for stort madspild, hvis forbrugerne blindt stoler på datomærkningen.

Derfor sætter madspildsaktøren Too Good To Go nu ind med et nyt mærkat, der skal guide forbrugerne til at se, dufte og smage på varer mærket ‘bedst før’, inden de smider dem ud. ‘Bedst før’ er nemlig kun en vejledende dato, mens ‘sidste anvendelsesdato’ indikerer, at man risikerer at blive syg af at indtage varen, hvis datoen er overskredet.

Ved at stikke næsen ned i bægret med yoghurt eller smage på den og andre fødevare, som er løbet på dato, kan sanser være med til at redde meget mad fra at ende som madspild. I 2019 fik madspildsaktøren en lang række producenter med på at føje ordene ‘ofte god efter’ til ‘bedst før’- datomærkningen på varer med lang holdbarhed.