det-oekologiske-spisemaerke

Flere danskere kender til Det Økologiske Spisemærke

Det er blevet endnu vigtigere at markedsføre sig med Det Økologiske Spisemærke over for kunder og brugere. En ny undersøgelse viser, at antallet af danskere der kender til Det Økologiske Spisemærke, er steget siden 2021.

Hver fjerde dansker vælger spisested ud fra, om der bliver serveret økologisk mad og drikke. Og selvom vi befinder os i en tid med stigende fødevarepriser og en økonomisk krise, siger 34 procent af danskerne i 2022, at de er villige til at betale ekstra for økologi, når de spiser ude. Men det er ikke kun når de danske forbrugere er ude at spise på fx café eller restaurant, at de ønsker økologi på menuen. Det er er også vigtigt for danskerne at have mulighed for at kunne få et økologisk måltid, når de spiser i en kantine eller på en offentlig institution. Her synes 28 procent af dem, som spiser mad i deres kantine på arbejdspladsen, at det i høj grad er vigtigt for dem at maden er økologisk.

Vi skal udbrede økologien
”I Fødevarestyrelsen er vi glade for at endnu flere danskere er blevet opmærksomme på Det Økologiske Spisemærke. Vi kommer også fortsat til at arbejde på at fastholde og få endnu flere køkkener med spisemærket, så det bliver nemt at vælge økologi – også når vi spiser ude" siger Simon Rask, sektionsleder i Fødevarestyrelsen.

Så hvis du allerede har Det Økologiske Spisemærke, er det er tid til at sætte fokus på det. Uanset om det er Det Økologiske Spisemærke i bronze, sølv eller guld. Du kan finde masser af hjælp og muligheder til at markedsføre dig på hjemmesiden under materialer.