Økospisemærke

Regeringen lukker Det Økologiske Spisemærke få dage før den præsenterer sin nye økologistrategi

Regeringen har et økologisk fordoblingsmål, og landbrugsaftalen forpligter regeringen til at lave en økologistrategi, der skal anvise vejen til både en fordobling af det økologiske areal og afsætning. Alligevel står regeringen fast på at lukke Det Økologiske Spisemærke.

I finansloven for 2024, der netop er blevet præsenteret, har partierne bag aftalen fjernet finansieringen af Det Økologiske Spisemærke. Samtidig skal regeringen med en ny strategi for økologi fordoble det økologiske areal og afsætning, ligesom regeringen ønsker at udbrede planterige fødevarer.

Det hænger slet ikke sammen, for man sætter det hele i bakgear, hvis man lader Det Økologiske Spisemærke falde til jorden, mener HORESTA sammen med fire andre organisationer. Vel og mærke blot tre dage før, den præsenterer sin økologistrategi til forligskredsen bag landbrugsaftalen. Og uden nogen former for dialog med branchen.

HORESTA, Forbrugerrådet Tænk, Landbrug & Fødevarer Økologi, Økologisk Landsforening samt Kost og Ernæringsforbundet opfordrer kraftigt regeringen til at finde ny og langsigtet finansiering af Det Økologiske Spisemærke, når den på torsdag præsenterer sin strategi for økologi for forligskredsen.

Det Økologiske Spisemærke har gjort det nemt for både offentlige beslutningstagere og private erhvervsdrivende at fastsætte målsætninger for graden af økologi i børnehaver, kantiner, skoler, plejehjem, på hospitaler og i restauranter og cafeer. Med de politiske målsætninger på plads har køkkenerne fået klart mandat til at løfte kompetencerne, arbejdsglæden og omstille til grønnere og mere bæredygtig mad med friske, planterige og økologiske råvarer i højsædet. Derfor har Det Økologiske Spisemærke været en motor for bæredygtig omstilling i mange professionelle køkkener og en vigtig hjælp til forbrugere og erhvervsliv, der gerne vil vælge økologisk.

3.400 køkkener har spisemærket, 180 nye køkkener fik mærket i år, og 300 rykkede et niveau op.  Det er en effektiv ordning, der er kopieret af flere andre lande - Norge, Frankrig, Holland og senest Tyskland.

Hvis Det Økologiske Spisemærke forsvinder, vil efterspørgslen efter økologiske fødevarer også falde. Og dermed går man glip af alle de gevinster, som økologisk produktion har for sundhed, biodiversitet, dyrevelfærd og for vores vandløb og grundvand. Vi mister også den motor, som kan være med til at gøre regeringens nye handlingsplan for plantebaserede fødevarer til virkelighed.

De professionelle køkkener står med en schweizerkniv. Den vil vi gerne bruge til gavn for os alle. Derfor bør regeringen sørge for, at der findes en redningskrans til Det Økologiske Spisemærke, mener de fem organisationer.

”Det Økologiske Spisemærke har været og er helt centralt for at fremme økologi for hoteller, kantiner og spisesteder. Det indgår i miljømærker som Green Key og i de offentlige udbudsaftaler for hotel og konferencer, og som har øget efterspørgslen på økologiske produkter i hele Danmark. Mærket bruges også af VisitDenmark til at tiltrække gastroturister og understøtter fortællingen om Danmark, som en grøn og bæredygtig destination. Stadigt flere virksomheder søger om mærkningen og øger dermed økologiforbruget. Derfor er det uforståeligt, at regeringen nu de facto nedlægger spisemærket,” udtaler Mikal Holt Jensen, miljøchef i HORESTA.

De øvrige organisationer stemmer i:

”Ordningen med det økologiske spisemærke er vigtig, fordi den giver forbrugerne mulighed for at træffe et mere bæredygtigt valg og bygger bro fra en grønnere produktion til forbrugernes tallerken. Ordningen bidrager dermed til øget økologisk produktion, hvilket giver lavere priser og gavner den grønne omstilling,” siger Anja Philip, formand for Forbrugerrådet Tænk.

Vi troede, alle var enige om, at landbruget skal blive mere grønt. Og vi ved, at det bl.a. kræver, at der produceres mere mad direkte til mennesker. Men det er en forudsætning, at vi alle får nye madvaner. Og det er lige præcis det, spisemærkerne kan. De baner vejen for flere grønne proteiner på tallerkenen, fordi vi lærer at spise dem på vores arbejdspladser, daginstitutioner, efterskoler, hoteller, restauranter m.fl. Derfor er regeringens beslutning uforståelig. Den skaber kun tvivl om, hvorvidt regeringen reelt ønsker et grønnere landbrug, der kan producere og afsætte til fremtidens grønne tallerkner”, siger Louise Køster, forperson for Økologisk Landsforening.

Det Økologiske Spisemærke betyder uendeligt meget for arbejdsglæden og den faglige stolthed i rigtig mange køkkener, hvor de ernæringsprofessionelles ambitioner for den grønne omstilling er høje. Det vil klæde regeringen af matche de ambitioner. For når der serveres grøn og planterig mad på arbejdspladsen eller i børnehaven, øger det sundheden, giver inspiration og øget madmod hos os alle. Og så skal man ikke glemme, hvad hele ordningen gør for at løfte dyrevelfærden”, siger Michael Allerup Nielsen, næstformand, Kost og Ernæringsforbundet.

Det Økologiske Spisemærke har været en vigtig drivkraft i den bæredygtige omstilling af offentlige køkkener og en vigtig hjælp til forbrugere og erhvervsliv, der gerne vil vælge økologisk, når de er ude at spise. Det har bidraget til grøn omstilling i praksis for små midler. Det er på den baggrund meget svært at forstå, at man fravælger mærket”, siger Kirsten Lund Jensen, Økologichef i Landbrug & Fødevarer.