colourboxvegetariskt

Uforløst klimapotentiale i professionelle køkkener

En ny undersøgelse fra Kost og Ernæringsforbundet tegner et øjebliksbillede af bæredygtige tiltag i de professionelle køkkener.

Den viser, at der er kommet øget fokus på bæredygtighed, men også at der er et stort og uforløst potentiale i forhold til mere klimavenlige menuer med blandt andet mindre kød, bedre udnyttelse af råvarer, mindre vandforbrug, bedre affaldssortering og mindre plastic. Køkkenerne efterlyser politisk prioritering til flere bæredygtige tiltag. Kost og Ernæringsforbundet vurderer, at CO 2 -aftrykket, alene fra fødevarer, kan mindskes med 25 procent inden 2025, hvis der sættes politiske mål for klimavenlig mad i offentlige køkkener.

Fødevareforbrug og -produktion spiller en væsentlig rolle for klimabelastningen i Danmark. De offentlige køkkener står for 800.000 måltider dagligt på blandt andet sygehuse, daginstitutioner og sociale institutioner. Derfor er de så oplagt et sted at sætte ind for at indfri ambitionerne fra regeringens ambitiøse klimalov fra december 2019.

Klimagevinst i køkkenerne Køkkenerne er ifølge undersøgelsen klar til handling, men efterlyser politisk prioritering. Ifølge undersøgelsen er 74 procent positive over for et fremtidigt højnet fokus på bæredygtighed, og 62 procent vurderer, at flere bæredygtige tiltag kræver politisk prioritering.

-Selv om de fleste er i gang, er der stadig en stor potentiel klimagevinst at hente, hvis vi får konkrete og forpligtende klimamål. Vi har taget første skridt i forbindelse med den økologiske omlægning. Nu er det på tide at sætte mål og højne de politiske ambitioner med en klar retning for alle de offentlige køkkener. Det skal være en bunden opgave, hvis alle skal med om bord, siger Michael Allerup Nielsen, næstformand i Kost og Ernæringsforbundet.